丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:飞箱4

Nu fløj han bort, købte sig en ny slåbrok og sad så ude i skoven og digtede på et eventyr; det skulle være færdigt til om lørdagen, og det er ikke så let endda. 

Så var han færdig, og så var det lørdag. 

Kongen, dronningen og hele hoffet ventede med tevand hos prinsessen. Han blev så nydeligt modtaget! 

»Vil De så fortælle et eventyr!« sagde dronningen, »et, som er dybsindigt og belærende!« 

»Men som man dog kan le af!« sagde kongen. 

»Ja nok!« sagde han og fortalte: Det må man nu høre godt efter. 

»Der var engang et bundt svovlstikker, de var så overordentlig stolte på det, fordi de var af høj herkomst; deres stamtræ, det vil sige, det store fyrretræ, de hver var en lille pind af, havde været et stort garnmelt træ i skoven. Svovlstikkerne lå nu på hylden mellem et fyrtøj og en gammel jerngryde, og for dem fortalte de om deres ungdom. »Ja, da vi var på den grønne gren,« sagde de, »da var vi rigtignok på en grøn gren! Hver morgen og aften diamant-te, det var duggen, hele dagen havde vi solskin, når solen skinnede, og alle de små fugle måtte fortælle os historier. Vi kunne godt mærke, at vi også var rige, for løvtræerne de var kun klædt på om sommeren, men vor familie havde råd til grønne klæder både sommer og vinter. Men så kom brændehuggerne, det var den store revolution, og vor familie blev splittet ad;