丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:飞箱11

Nej, hvor dog folk fortalte! Hver evige én, han spurgte derom, havde set det på sin måde, men dejligt havde det været for dem alle sammen. 

»Jeg så tyrkerguden selv,« sagde den ene, »han havde øjne, som skinnende stjerner og et skæg som skummende vande!« 

»Han fløj i en ildkåbe,« sagde en anden. »De dejligste englebørn tittede frem fra folderne!« 

Jo, det var dejlige ting, han hørte, og dagen efter skulle han have bryllup. 

Nu gik han tilbage til skoven, for at sætte sig i sin kuffert - men hvor var den? Kufferten var brændt op. En gnist fra fyrværkeriet var blevet tilbage, den havde tændt ild, og kufferten var i aske. Han kunne ikke mere flyve, ikke mere komme til sin brud. 

Hun stod hele dagen på taget og ventede; hun venter endnu, men han går verden rundt og fortæller eventyr, men de er ikke mere så lystige, som det han fortalte om svovlstikkerne.