丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:搬迁日2

»Det er flyttedag!« sagde han. »Gader og stræder tjener som bøtte, storartet bøtte, mig er en vognfuld nok! Det kan jeg få noget ud af, og det fik jeg også kort efter jul; jeg kom nede på gaden, der var råt, vådt, sølet og til at blive forkølet; skraldemanden holdt med sin vogn, den var fyldt, et slags prøvekort på Københavns gader ved flyttedagstid. 

Bag i vognen stod et grantræ, endnu ganske grønt og med flitterguld på grenene; det havde været til julestads, og var nu kastet ud på gaden, og skraldemanden havde stukket det op bag i dyngen; lysteligt at se på, eller at græde over, ja det kan man også sige, det kommer an på, hvad man tænker derved, og jeg tænkte derved, og tænke gjorde bestemt også et og andet af det, der lå på vognen, eller det kunne have tænkt, som jo er omtrent ét og det samme. Der lå nu en slidt damehandske; hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den lå og pegede med lillefingeren lige på grantræet. »Mig rører det træ!« tænkte den, »også jeg har været til fest med lysekroner! Mit egentlige liv var en balnat; et håndtryk, og jeg revnede! Der slipper min erindring; jeg har ikke mere at leve for!« Det tænkte handsken, eller kunne den have tænkt. »Det er flovt med det grantræ!« sagde potteskårene. Knækket lertøj finder nu alting flovt. »Er man på skarnvognen,« sagde de, »så skal man ikke skabe sig og bære flitterguld! Jeg ved, at jeg har gjort gavn i denne verden, mere gavn end sådan en grøn pind!« - Se det var nu også en mening, som nok flere have, men grantræet så dog godt ud, det var lidt poesi på skarndyngen, og af den er der meget omkring i gaderne, på flyttedag! Vejen blev mig tung og besværlig dernede og jeg fik lyst til at komme af sted, igen på tårnet, og at blive heroppe, her sidder jeg og ser ned fra det med humør.