丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:搬迁日5

Dén, som her altid gik og pimpede fornøjelsens krydderdrik, for at glemme andet galt han her gjorde, får sin træbimpel med og må drikke af den på omnibusfarten, og den drik er ren og pur, så at tankerne klares, alle gode og ædle følelser bliver vakt, han ser og fornemmer, hvad han før ikke gad se, eller kunne se, og da har han i sig straffen, den nagende orm, der ikke dør i unævnelige tider. Stod der på glassene skrevet »Glemsel«, da står der på bimpelen: »Erindring«. 

Læser jeg en god bog, et historisk skrift, personen, jeg læser om, må jeg da altid tænke mig til sidst, når han kom i dødens omnibus, tænke over, hvilken af hans gerninger døden tog ud af sparekassen til ham, hvilke tærepenge han fik ind i evighedslandet. Der var engang en fransk konge, hans navn har jeg glemt, navnet på det gode glemmes sommetider, også af mig, men det lyser nok frem igen; det var en konge, der i en hungersnød blev sit folks velgører, og folket rejste ham et monument af sne, med den indskrift: