Fodboldklubben AaB har solgt angriberen Christian Bassogog til kinesiske Henan Jianye FC.
Den camerounske angriber kom til Aalborg i august 2015. Efter at Camerouns landshold vandt Africa Cup of Nations i begyndelsen af februar 2017 og Bassogog blev kåret til turneringens bedste spiller, har der været stor opmærksomhed om den 21-årige spiller og flere udenlandske klubber har, ifølge TV2 Nord, vist interesse for at købe ham.
Søndag blev salget til klubben Henan Jianye FC så bekræftet i en fondsbørsmeddelelse fra klubben. Ifølge Nordjyske lyder overgangssummen på 45 millioner kroner. Kontrakten som skulle gælde for tre år, giver ifølge avisen den unge spiller 15 millioner kroner netto om året.
”Nu har jeg fået et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til, og jeg ser frem til nye og spændende oplevelser i Kina,” siger Bassogog, som har spillet 32 officielle kampe og scoret fire mål for AaB, ifølge klubbens hjemmeside.