Alt hvad du bør vide om Kinas to politiske møder

Hvert år i marts holder den kinesiske regering to plenarforsamlinger i hovedstaden. Til sammen kendes de under betegnelsen ”de to møder” eller ”Lianghui” på kinesisk. Lianghui er årets største politiske begivenhed i Kina, hvor næsten 6000 delegerede deltager.

De to møder dækker over to forskellige samlinger af henholdsvis Det kinesiske folks politisk rådgivende konference (på engelsk forkortet CPPCC) og Den nationale folkekongres (på engelsk forkortet NPC).

Lianghui er det tætteste Kina kommer på et parlament. De to møder komplementerer hinanden, men skal ikke forveksles.

Kort sagt, er Det kinesiske folks politisk rådgivende konference landets øverste rådgivende forsamling og Den nationale folkekongres er lovgivere.

Det kan være svært at forklare, hvordan disse politiske institutioner er organiseret, simpelthen fordi Kinas politiske system er så anderledes end det vi kender, men vi prøver alligevel!
Rådgiverne: Det kinesiske folks politisk rådgivende konference

Det kinesiske folks politisk rådgivende konference består af medlemmer af både Kommunistpartiet og andre partier, og de kommer fra forskellige sociale lag og etniske folkeslag. De fleste er vigtige politiske skikkelser, videnskabsfolk eller berømtheder af forskellig slags.

Når nogen af medlemmerne blot er med, fordi de er kendt for at synge, lave mål eller drive forretning, kan det måske komme som en lettelse, at Det kinesiske folks politisk rådgivende konference ingen virkelig magt har. Konferencen er udelukkende rådgivende.

Den politiske rådgivende konferences delegater har lov til at deltage i Folkekongressens lovgivende møder, men de har ingen stemmeret.

Den politisk rådgivende konference skal først og fremmest holde øje med, hvad regeringen foretager sig og komme med forslag til, hvordan regeringen kan forbedre sig.

I løbet af de to uger, som er afsat til Konferencens møder i marts, er der mange generalforsamlinger, som mest af alt består af formaliteter og bekendtgørelser. Og så er der gruppediskussionerne, som er inddelt efter emner, og her finder spændende og livlige diskussioner sted.
To uger i mediernes søgelys

De delegerede kommer fra forskellige områder (inklusiv Taiwan, Hongkong og Macau), forskellige erhverv og samfundslag, og de har forskellige politiske overbevisninger. Derfor siges gruppedebatterne også at være både livlige og højlydte.

De delegerede er i arbejdstøjet og i mediernes søgelys døgnet rundt i de to uger i marts, hvor de mødes, men de er også aktive resten af året.

Idéen er, at de delegerede skal holde øje med de områder, de selv arbejder med og interesserer sig for, så de kan komme med forslag til politiske ændringer. De får ikke løn for deres indsats, så det skal alt sammen ske ved siden af deres almindelige job.

Konferencen har en magtfuld kerne, bestående af den ni mand store Stående komité, som arbejder året rundt. Det er Den stående komité, som bestemmer, hvem der kan komme med i Den politisk rådgivende konference. De mange delegerede er nemlig ikke demokratisk valgt. De bliver i stedet udvalgt på grundlag af en række kriterier, heriblandt mangfoldighed.
Lovgiverne: Den nationale folkekongres

To dage efter at Det kinesiske folks politisk rådgivende konference er gået i gang, samles 3000 flere delegerede i Beijing, for så er det blevet tid til Den nationale folkekongres. Folkekongressens hovedopgave er at godkende regeringens redegørelser fra det foregående år og at stemme om landets love og politikker. 

Blandt Folkekongressens vigtigste opgaver er også at vælge Kinas præsident, statsministeren (lederen af Statsrådet, som man kalder regeringen i Kina) og formanden for Den centrale militærkommission. Folkekongressen står også for at udforme og ændre grundlæggende lovgivning.

De delegeredes holdninger er mere ens end i Den rådgivende konference, og ophedede debatter er derfor en sjældenhed.

Når en lovgivning er kommet så langt i systemet, at det er tid til at Folkekongressen skal stemme om den, har sagerne allerede været drøftet mange gange i løbet af året; kompromisser og studehandler er blevet indgået og uenigheder er for det meste ryddet af vejen.
Ikke altid enstemmighed

Folkekongressen har kun to uger til at komme igennem en meget lang to-do-liste, så medlemmerne har simpelthen ikke tid til at skændes, lyder logikken. Det betyder, at hvis et udvalg vil have en lov til afstemning men ikke er helt sikker på, om der er opbakning til den, så må det enten vente til næste år eller forslaget må ændres, så det bliver mere spiseligt.

Det er endnu aldrig sket, at Den nationale folkekongres ikke har godkendt en regerings arbejdsrapport eller en kandidat nomineret til en politisk post. Det betyder dog ikke, at alle Folkekongressens medlemmer altid stemmer for alting. Der findes tilfælde, hvor Statsrådet har set sig nødsaget til at trække lovforslag tilbage eller ændre dem, fordi der ikke var opbakning fra Folkekongressen. Det var for eksempel tilfældet med en ejendomslov i 2006 og en lov om skat på brændstof i 2007.

Udover Den nationale folkekongres findes der fire andre niveauer af tilsvarende kongresser, som træffer beslutninger i lokale spørgsmål og vælger repræsentanterne i kongresserne på niveauet ovenfor de næste fem år.

Repræsentanterne på de to laveste niveauer vælges af vælgere efter det demokratiske princip om en stemme per hoved. Derfor er det også ofte sådan, at jo lavere niveau af folkekongres man kommer ned på, desto flere forskellige meninger vil der være.