Fem personer er omkommet og 23 er såret efter at voldsomt stormvejr onsdag hærgede flere byer i Jiangsuprovinsen i Østkina.
Den stærke storm, som næsten nåede orkanstyrke, væltede en kran i Yancheng, så den kvindelige kranfører mistede livet. En anden arbejder omkom, da han blev ramt af reklametavle, som vinden rev med sig, og to piger druknede, da de blev blæst af en cykel, som deres bedstemor var i færd med at køre dem hjem på, fortæller det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua (på kinesisk).
Stormens femte dødsoffer var en 23-årig kvinde i byen Wuxi. Hun blev ramt af mursten, da en bygning styrtede sammen.
Ifølge det lokale meteorologiske institut, nåede vindstyrken op på en hastighed omkring 110 km/t.
I juni 2016, blev byen Yancheng ramt af en tornado – sandsynligvis den værste i Kina i 50 år – som dræbte 99 mennesker og sårede 846.