I de kommende 12 måneder vil 5600 inspektører få til opgave at gøre luften renere i den ellers så forurenede nordlige del af Kina.
Kinas miljøministerium fortalte, ifølge ifeng News (på kinesisk), onsdag om aktionen, som vil blive det største miljøbeskyttelsesprogram i landets historie.
Miljøinspektørerne skal holde øje med luftforureningen i 28 store nordkinesiske byer. Udover Beijing og Tianjing, skal inspektørerne også til forurenede byer i provinserne Hebei, Shanxi, Shandong og Henan. Her skal de ikke kun måle, hvor forurenet luften er. En vigtig del af planen går nemlig ud på at forbedre luftkvaliteten ved blandt andet at slå ned på virksomheder, der forurener mere end de må.
Vicemiljøminister Zhai Qing fortæller, at lignende – men mindre – inspektioner tidligere har givet gode resultater.