Kina vil troligt fortsætte med at implementere Parisaftalen – også selv om USA trækker sig ud.
På et pressemøde (link på kinesisk) i går, torsdag, kaldte talsperson for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, klimaaftalen fra Paris for et ”resultat af hårdt arbejde,” og slog fast, at Kina vil leve op til sine forpligtelser uden hensyn til hvad andre lande måtte finde på.
”Klimaforandringer er en udfordring for hele verden, og ingen lande kan forholde sig afventende,” udtalte hun blandt andet.
Senere samme dag kom meldingen om, at præsident Donald Trump vil trække USA ud af Parisaftalen. Næsten 200 nationer har tilsluttet sig klimapagten, som skal tøjle global opvarmning ved at begrænse udledningen fra fossile brændstoffer.
Hua fra det kinesiske udenrigsministerium fortalte, at Kina nu vil øge det praktiske samarbejde med EU i kampen mod klimaforandringer.
Den gæstende kinesiske statsminister Li Keqiang slog på et fælles pressemøde med Tysklands kansler Angela Merkel i går fast, at Kina står fast på sin holdning. Li opfordrer desuden andre lande til at gå med i et styrket samarbejde om at implementere FN-klimaaftalen, som blev indgået i den franske hovedstad i slutningen af 2015.
På det igangværende topmøde mellem Kina og EU i Bruxelles, vil parterne efter alt at dømme blive enige om et endnu tættere samarbejde på klimaområdet.