Investeringer i infrastruktur vil i perioden fra 2016 til 2040 komme til at koste Kina hvad der svarer til 181,2 billioner danske kroner. Beløbet udgør omkring halvdelen af hele Asiens behov og 30 procent på globalt niveau.
Tirsdag præsenterede G20’s såkaldte Infrastructure Hub (GIH) sine forventninger til 50 forskellige landes fremtidige behov for infrastrukturinvesteringer (pdf). Beregningerne viser, at der op til 2040 på verdensplan vil være brug for investeringer til en værdi af 599,6 billioner kroner i infrastruktur. Samtidig advarer GIH om, at finansieringen af omkring en femtedel af disse investeringer er usikker.
Selv om Kina har brug for over dobbelt så store investeringer (181,2 billioner kroner) som USA (79,1 billioner kroner), så er kun 7 procent af finansieringen i Kina usikker. I USA kan der, ifølge rapporten, komme til at mangle 24,2 billioner kroner, svarende til 31 procent, af de penge, der er brug for.
Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, så vil Kina bruge i omegnen af 169 billioner kroner på infrastruktur indtil 2040. Pengene vil først og fremmest gå til vej- og elektricitetsprojekter, men det forventes også, at Kina fortsat vil investere i højhastighedsjernbaner.
GIH blev grundlagt af G20 i 2014 og har til formål at gøre det gunstigere for både det offentlige og private at investere i infrastruktur verden over. Analyse- og forskningsarbejdet finansieres af Australien, Kina, Mexico, New Zealnd, Sydkorea, Saudi-Arabien, Singapore og USA.