I dag blev de første spadestik til det kinesiske kraftværk Baihetan taget. Vandkraftværket vil blive det næststørste i verden.
Det er firmaet bag verdens største vandkraftværk, De Tre Slugters Dæmning, som også står for byggeriet af Baihetan (samtlige links i artiklen er på kinesisk). Det nye værk vil have en kapacitet på omkring 16.000 megawatt. Det er 2.000 MW større end Itaipu-kraftværket, som strækker sig over Brasilien og Paraguay. Kun Kinas eget vandkraftværk, De Tre Slugters Dæmning, kommer med sin produktionskapacitet på 22.500 MW til at overgå Baihetan-værket.
Det nye kraftværk skal ligge i den nedre del af Jinsha-floden, som er at finde på den øvre dele af Yangtze-floden. Kraftværket vil ligge langs grænsen mellem provinserne Sichuan og Yunnan i det sydvestlige Kina.
Næsten 100.000 beboere i Sichuan og Yunnan må flytte for at gøre plads til projektet, som vil koste mere end 166,5 milliarder kroner.
Når kraftværket står klar – efter planen ved udgangen af 2022 – vil Baihetan producere gennemsnitligt 62,4 milliarder kilowatttimer, svarende til to tredjedele af Beijings energiforbrug i 2015.
Vandkraftværket ventes at spare Kina for op til 19,6 millioner ton kul og atmosfæren for 51,6 millioner ton kuldioxid.