Xiang-floden, en af Yangtze-flodens bifloder, opnåede et rekordhøjt vandniveau på 39,51 meter denne morgen i byen Changsha i Hunan-provinsen.
Kinesiske statsmedier har bekræftet, at vandstanden var 0,33 meter højere i forhold til oversvømmelserne i Kina i 1998, hvor hele 1.800 menneskeliv gik tabt.
Derudover var den gennemsnitlige nedbør i Hunan-provinsen for juni måned på 407 millimeter også rekord, og dermed den største nedbørsmængde registreret i juni måned, siden man begyndte at aflæse meteorologiske data i 1951.
Det voldsomme regnvejr begyndte den 22. juni, og mere end fire millioner indbyggere i Hunan-provinsen er berørt af situationen, som også har forårsaget økonomiske tab på over 1,5 milliarder dollars. Netop nu er 10 personer omkommet som følge af de massive oversvømmelser, mens en anden fortsat savnes.
Naturkatastrofen har også påvirket 11 andre kinesiske provinser, hvoraf den Autonome Region Guangxi Zhuang har været hårdest ramt, eftersom syv personer er omkommet og tre meldes fortsat savnet.