Xin Xing, verdens ældste panda i fangenskab, fejrede lørdag sin 35-årsfødselsdag i Chongqing.
Fødselaren mæskede sig i bambus og frugt, og i gave fik hun videoer af hendes familie fra nær og fjern og børnetegninger fra besøgende i zoologisk have.
Xin Xing (link på kinesisk) blev reddet i naturen i 1982, og året efter kom hun til Chongqing Zoo. Hun er nedkommet med 10 unger, hvoraf seks er overlevet (link på kinesisk). I dag er 90 af Xin Xings børn, børnebørn og oldebørn spredt ud over kloden i blandt andet USA, Canada, Japan, Hongkong og Macao.
Et pandaliv i fangenskab varer i gennemsnit 25 år, mens 35 år svarer til omkring 110 menneskeår. Panden Basi på 37 var verdens ældste, ind til sin død i onsdags.