Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen (AL) kan ikke umiddelbart se nogen problemer i Kinas ønske om at åbne en permanent forskningsstation i Grønland.
Vicedirektør Yong Yu fra Kinas polarforskningsinstitut røbede på Arctic Circle-konferencen i Islands hovedstad Reykjavik i sidste uge, at kineserne går efter at åbne en forskningsstation ”hurtigst muligt.” Der foreligger dog endnu ingen præcis tidsplan.
Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq skal stationen efter planen være på cirka 2000 kvadratmeter fordelt på en bygning til indkvartering og et laboratorium. Stationen skal kunne huse 15-20 forskere og skal holdes åben hele året.
Kina vil forske i klimaforandringerne i Arktis og undersøge muligheden for nye sejlruter og udvinding af olie, gas og mineraler i området. Kina har på det seneste vist meget stor interesse for det arktiske område. I juni blev området udråbt til at være en del af Xi Jinpings ambitiøse nye Silkevejsinitativ, og i september ankom et kinesisk fragtskib til Esbjerg efter at have sejlet gennem Arktis - en rute, som Kina håber at gøre til en ny "is-silkevej" for handel mellem Kina og Europa.
I 2016 forhindrede Danmark, at den nedlagte flådestation Grønnedal blev solgt til et kinesisk firma, og den danske regering er generelt bekymret ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland, som journalist og specialist i Arktis, Martin Breum, påpeger på sin blog.
Den danske udenrigsminister blev af Dansk Folkepartis grønlandsordfører Søren Espersen spurgt om han ville bekræfte, at det i sidste ende er op til den danske stat at sige ja eller nej. Det fortæller Grønlands Radio, KNR.
Som udenrigsminister Anders Samuelsen slår fast i sit svar til Søren Espersen, så har Grønland hjemtaget forskningsområdet, hvilket betyder at det det grønlandske selvstyre egenhændigt kan forhandle med Kina om beslutninger inden for dette felt. Samuelsen lader dog forstå, at det danske udenrigsministerium løbende bliver orienteret i sagen.