28 kinesiske amter er i år officielt blevet taget af Kinas liste med fattige områder, meddelte myndighederne i går.
Amterne er fordelt på ni provinser i de nordvestlige, sydvestlige og centrale dele af Kina, hvor udviklingen ikke er gået lige så hurtigt, som længere østpå. Der er blandt andet tale om amter i provinserne Xinjiang, Tibet og Sichuan.
26 af dem er netop blevet godkendt, mens to amter, Jinggangshan og Lankao allerede fik fjernet fattig-mærkatet i februar, fortæller Xinhua.
Amter kan komme af listen, hvis mindre end to procent af befolkningen (tre procent i de vestlige egne) betegnes som ”fattige”.
804 fattige amter er stadig at finde på listen – med en fattig befolkning på 42 millioner personer.
Xia Genshen fra den kinesiske instans for fattigdomsbekæmpelse, forventer, at 100 amter mere vil søge om at blive fjernet fra listen inden årets udgang. Det fortalte han på et pressemøde i går, hvor han også sagde, at der ikke skal være nogen amter tilbage på fattigdomslisten i 2020.
Kina har gjort enorme fremskridt i kampen mod fattigdom og har løftet i gennemsnit 13,9 millioner mennesker ud af fattigdom om året mellem 2013 og 2016.