De kinesiske myndigheder har i dag iværksat en undersøgelse af de såkaldte Elsagate-tegnefilm og -computerspil, der blander kendte tegnefilmsfigurer med vold og porno. Det melder den kinesiske stats Anti-pirateri og -pornografiarbejdsgruppe på sin officielle side på det populære kinesiske sociale medie, Weibo (på kinesisk).
Elsagate-videoerne er lavbudget-amatørproduktioner fyldt med ulovligt kopierede Disney-figurer, som Elsa fra "Frozen". Filmene ligner noget, der er for børn, og er ofte akkompagneret af vuggeviser, men indeholder sex, feticher, toilethumor og voldelige og farlige scener. Videoerne er populære blandt kinesiske børn på videoplatforme som Youku, iQiyi og Tencent, rapporterer den kinesiske nyhedsportal Guancha (på kinesisk).
Bekymrede forældre har opfordret videotjenesterne til at fjerne søgefunktionen, slette visse kanaler og forbyde denne slags video.
Nu har myndighederne så besluttet sig for at gribe ind med en undersøgelse af fænomenet. Alle Elsagate-videoer skulle desuden være fjernet fra samtlige Kinas større videotjenester.