Det kinesiske handelsministerium fordømmer USA’s beslutning om at lægge høje toldtariffer på import af solceller og vaskemaskiner.
USA’s regering meddelte i går, at præsident Donald Trump har godkendt indførelsen af beskyttelsestold på solceller (op til 30 procent) og store vaskemaskiner (op til 50 procent) i henholdsvis fire og tre år.
Wang Hejun, som er leder af det kinesiske handelsministeriums kontor for undersøgelse af handelsstøtte, mener at de nye amerikanske tiltag er konkurrenceforvridende (link på kinesisk) og kan virke ødelæggende på det globale handelsmiljø. Han vil derfor ikke tøve med at beskytte Kinas rettigheder i Verdenshandelsorganisationen, siger han.
Kina står for otte procent af alle solcelleprodukter, som USA importerer. Malaysia er, med 36 procent, USA’s største leverandør af solceller, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua (på kinesisk). Sydkoreanske virksomheder vil også blive ramt hårdt af den nye told, da landet er den største eksportør af vaskemaskiner til USA.