Disneyland i Hongkong havde i løbet af det seneste regnskabsår rekordmange internationale gæster. Cirka 1,6 millioner besøgende kom fra udlandet, hvilket er en stigning på fem procent.
Alt i alt løste 6,2 millioner gæster billet til parken i samme periode. Det er tre procent flere end i det foregående regnskabsår.
Regnskabsåret 2017 løb fra den 1. oktober 2016 til den 30. september 2017.
I en netop udkommet pressemeddelelse, fremhæver firmaet bag Disney-parkerne, Walt Disney Parks and Resorts, den fortsatte succes med at tiltrække asiatiske turister, især fra Japan, Sydkorea, Indonesien og Philippinerne, som hovedbegrundelsen for stigningen i internationale gæster.
På trods af det stigende besøgstal og en otte procents stigning i omsætning, så taber Hongkongs Disney-forlystelsespark netto 345 millioner hongkongdollar (knap 266,2 millioner danske kroner) i løbet af det seneste regnskabsår. Underskuddet er dermed næsten fordoblet i forhold til året før.
Disney forklarer det negative resultat med en række investeringer i blandt andet en ny Iron Man-forlystelse og et nyt hotel, der bliver stedets tredje.
”Sammen med udrulningen af vores nyeste udvidelsesplaner, vil investeringerne gøre stedet til en endnu mere attraktiv destination, der kan trække nye besøgende fra hele Asien og få folk til at komme igen,” siger Disneyland Hongkongs administrerende direktør, Samuel Lau.
Besøgstallene ser generelt lovende ud for det første kvartal af regnskabsåret 2018 (1. oktober 2017 til 31. december 2017) med tocifrede vækstrater i gæstestatistikken. Det skyldes ikke mindst parkens populære arrangementer i forbindelse med jul og halloween.
Hongkongs Disneyland åbnede i september 2005 og ejes af The Walt Disney Company og Hongkongs regering. Det er Asiens anden Disney-park (efter Tokyo), og Disneyland Hongkong har haft over 70 millioner besøgende siden dørene blev slået op.