En ny godstransportrute, der gør det muligt at sende varer endnu hurtigere mellem Kina og Europa, er netop åbnet.
Rutens første to tog med kinesiske containere ankom i Ungarns hovedstad henholdsvis den 29. januar og 5. februar fra havnen i Piræus syd for Athen, meddelte Kinas ambassade i Ungarn (link på kinesisk) tirsdag.
Containerne med fortrinsvis møbler blev sendt af sted fra havnen i Ningbo i Kina. De ankom med skib til Athen og blev derefter sendt med tog til Budapest. Hele rejsen tog 26 dage.
Den kinesiske COSCO Shipping Group stod for godstransporten. Det er firmaets køb af den vigtige havn i Piræus, der gør den hurtige kinesisk-europæiske intermodale godsrute mulig.
Den nye rute gør transport af kinesiske varer til Europa nemmere og hurtigere, sagde den kinesiske ambassade i Ungarn.