Mobning og sundhedsskadelige løbebaner står øverst på listen over problemer, der skal løses i det kinesiske uddannelsessystem.
På et pressemøde, der blev holdt søndag i Beijing i forbindelse med Den nationale folkekongres, fremlage Kinas uddannelsesminister Chen Baosheng en plan, der skal stoppe mobning i skolerne.
Med et system, der lyder lidt som det danske SSP-samarbejde (kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi), vil kineserne både i og udenfor skolerne arbejde på at komme mobning til livs.
Et andet alvorligt problem, som kinesiske uddannelsesinstitutioner tumler med, er løbebaner, der gør elever og studerende syge, fordi de er bygget af giftigt materiale. Uddannelsesministeriet arbejder i øjeblikket på højtryk for at sikre, at ingen bliver syge af løbebaner, lød det på pressemødet.
Det kom desuden frem, at ministeriet forsøger at dæmme op for, at lønningerne til de ansatte på højere læreanstalter løber løbsk.
Højere læreanstalter i Kina kappes om at få fat på de mest kompetente forskere og undervisere, og mange skruer derfor lønnen i vejret.
Ministeriet er bange for, at det vil blive skruen uden ende og sendte derfor i sidste måned et cirkulære ud til uddannelsesinstitutioner i Østkina med besked om at holde igen med lønningerne. Kinas uddannelsesminister Chen Baosheng vil standardisere rekrutterings- og lønpolitikker for højere læreanstalter over hele landet, sagde han.
Chen fortalte også om den kinesiske regerings plan om at udpege, hvilke kinesiske universiteter, der har potentiale til at være blandt verdens absolutte top.
”Universiteterne vil blive bedømt af et ekspertpanel. Listen med de bedste vil blive fremlagt for regeringen, som vil gå listen igennem for at se, om universiteterne er på linje med Kinas nationale udviklingsstrategi. Udvælgelsen er dynamisk med en fastsat cyklus – den er ikke permanent,” siger ministeren.