Kina har ingen interesse i en handelskrig med USA. Og det har USA heller ikke, slår Kinas statsminister Li Keqiang fast.
”Det ville ikke gøre vores handel mere retfærdig,” lød det på statsministerens pressemøde ved afslutningen af Kinas øverste lovgivende forsamling, Den nationale folkekongres, i Beijing i dag.
I tilfælde af en handelskrig, vil det være udenlandske virksomheder – i særdeleshed fra USA - der vil tage det værste stød, siger Li med henvisning til en artikel fra en international tænketank.
”Uanset hvilke bump det kinesisk-amerikanske forhold møder på sin vej, så håber vi, at forholdet fortsætter i en positiv retning,” forklarer Li og tilføjer, at han har tiltro til at begge lande kan se fordelen i fortsat at arbejde for fælles interesser.