Kina har sendt sit første godsfartøj, Tianzhou-1, ud i rummet. Missionen går ud på at teste transport af brændstof til den kommende kinesiske rumstation og mad og andre nødvendigheder til de astronauter, der kommer til at opholde sig der.
Long March 7-raketten blev affyret fra satellitopsendingscentret i Wenchang torsdag klokken 19:41 lokal tid (13:41 dansk tid). Den løfter Tianzhou-1-fartøjet ud på en rejse, hvor den skal sammenkobles med rumlaboratoriet Tiangong-2.
Tiangong-2 er et lille testlaboratorium, som var vært for Kinas længste bemandede rummission sidste efterår. Det vil nu spille en sidste rolle, inden Kina begynder konstruktionen af en egentlig rumstation i 2018.
Den iganværende missions vigtigste mål er at teste teknologier til genoptankning med flydende drivmiddel i mikrotyngdekraft. Netop disse processer og teknologier er afgørende, hvis planen om en kinesisk rumstation bemandet med astronauter skal blive til virkelighed.