Den Internationale Valutafond, IMF, har opjusteret forventningerne til den kinesiske vækst og regner nu med at landets økonomi vil vokse med 6,7 procent i år og 6,4 procent i 2018. Ifølge fonden er Kina netop nu i gang med en væsentlig økonomisk rebalancering.
IMF’s opdaterede rapport om forventningerne til verdensøkonomien udkom i dag, mandag. Her er forventningerne til Kinas vækst opjusteret med 0,1 procentpoint for i år og 0,2 procentpoint for næste år i forhold til valutafondens seneste prognose fra april, fortæller det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua (på kinesisk).
Det er kinesisk økonomisk flotte resultater i første kvartal og forventninger om fortsat statsstøtte til en række sektorer, som giver IMF anledning til at tro på højere kinesisk vækst end først antaget.
Cheføkonom Maurice Obstfeld, som står i spidsen for IMF’s forskningsafdeling, advarerede (link på kinesisk) dog ved rapportens udgivelse om, at højere økonomisk vækst kan føre finansiel ustabilitet med sig. Han hilser derfor Kinas nylige tiltag for blandt andet at komme dårlige lån til livs, velkommen.
I den nye rapport har IMF nedjusteret forventningerne til USA’s vækst med henholdsvis 0,2 procentpoint og 0,4 procentpoint i 2017 og 2018.