Kina skal bygge verdens største containerskibe for det franske firma CMA CGM.
To kinesiske statsselskaber slog sydkoreanske Hyuandai Heavy Industries i kampen om ordren på seks ultrastore skibe på 22.000 TEU (en TEU svarer til en standardcontainer på 20 fod), med mulighed for senere at føje tre skibe mere til, skriver thepaper.com (på kinesisk).
Parterne har underskrevet en hensigtserklæring om den store ordre til en værdi af 9,09 milliarder kroner. De seks skibe skal stå klar i slutningen af 2018 eller begyndelsen af 2019.
De nye containerskibe vil blive større end OOCL Hong Kong, leveret af sydkoreanske Samsung Heavy Industries, som med sine 21.413 TEU er verdens hidtil største af slagsen.
Tal fra det britiske konsulentfirma Clarksons viser, at kinesiske skibsværfter i første halvdel af 2017 har fået lidt flere ordrer end konkurrenterne i Sydkorea.