Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen vandt søndag guld i herresingle ved verdensmesterskaberne i Glasgow.
Den 23-årige dansker vandt i to sæt (20-22 og 16-21) over den 10 år ældre kinesiske legende, Lin Dan.
”Det var min store drøm at være med i en verdensmesterskabsfinale, men det var ufatteligt at besejre Lin Dan. Jeg har fulgt ham i mange år. Det kan godt være, at jeg virkede selvsikker i dag, men indeni skælvede jeg som et lille barn,” sagde Viktor Axelsen ifølge South China Morning Post.
Der var også dansk succes i damedouble. Her vandt Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl bronze.
De danske medaljetagere lander i Kastrup lufthavn i dag klokken 15:40, og alle er, ifølge Danmarks Badminton Forbund, velkomne til at komme og ønske dem tillykke. Et par timer senere, omkring 17:30, viser Viktor Axelsen sin guldmedalje frem foran Københavns Rådhus.
Lin Dan måtte nøjes med en sølvmedalje, men kineserne vandt guld i både dame- og mixdouble, hvor henholdsvis Chen Qingchen og Jia Yifan - og Zhang Nan og Liu Cheng sejrede i finalerne.
Viktor Axelsen er meget populær i Kina. Han taler flydende kinesisk og er også med i den første kinesiske spillefilm, der er optaget i Danmark. Her spiller han rollen som sig selv.