Det kinesiske udenrigsministerium bekræfter fredag, at Kina og Norge har genstartet frihandelsforhandlingerne i Beijing. De to lande signalerer dermed, at de igen er på god fod, efter at det kinesiske styre i flere år har givet Norge den kolde skulder.
Talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chuanying, røbede på et pressemøde i dag (på kinesisk), at forhandlingerne fandt sted fra den 21. til den 23. august.
Kinas handelsministerium oplyser (på kinesisk), at handel med både varer og tjenesteydelser var på dagsordenen, ligesom de to lande også talte om investeringer, intellektuel ejendomsret, miljø, konkurrencepolitik og e-handel.
Norge og Kina gik i gang med frihandelsdrøftelserne allerede i september 2008, men da den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo i 2010 vandt Nobels Fredspris, kappede Beijing den diplomatiske kontakt til Oslo.
Forhandlingerne i august var de første, siden de to lande igen kom på diplomatisk talefod i december sidste år.