Kina planlægger at forbyde produktion og salg af benzin- og dieselkøretøjer.
Myndighederne er netop nu i gang med at udarbejde en strategi for elbiler og andre miljøvenlige køretøjer, oplyser det kinesiske ministerium for industri og it, som dog ikke fortæller, hvornår den nye politik vil træde i kraft.
Kina er det land i verden, der producerer flest biler. I 2016 solgte landets bilfabrikanter over 28 millioner køretøjer.
Landet er også førende, når det kommer til såvel produktion som salg af elbiler. Over 500.000 blev bygget og solgt sidste år.
Der er i dag flere end en million eldrevne biler på vejene i Kina – svarende til omtrent halvdelen af verdens elbilpark.