Kinesernes svar på Mobilepay, Alipay, er på vej til Danmark. Det skriver Finans.dk.
Den kinesiske betalingstjeneste, der er en del af den store Alibaba-koncern, har indkaldt dansk presse til en lanceringsevent den 23. oktober.
Kenneth Sørensen, salgschef i Apay Nordic, siger til Finans.dk, at det københavnske stormagasin Illum vil blive den første danske forretning med Alipay. Målet er, at samtlige butikker, spisesteder og hoteller i Københavns indre by skal have betalingstjenesten, som har over en halv milliard brugere.
”Alipay er verdens største betalingsformidler, og derfor er det naturligt for os at introducere det i Illum. Kineserne er desuden Illums største udenlandske kundegruppe, så når Alipay er deres foretrukne betalingssystem, skal vi naturligvis modtage dette,” siger adm. direktør i Illum, Jeanette Aaen til finans.dk.