Chengdu er den lykkeligste by på det kinesiske fastland, skal man tro en undersøgelse som det statslige kinesiske nyhedsbureaus ugentlige magasin Liaowang Dongfang offentliggjorde i går.
Udover Sichuanprovinsens hovedstad, som er kendt for blandt andet den stærke ret hotpot og sine søde pandaer, var følgende byer også at finde på top-10-listen over Kinas lykkeligste byer (fra toppen af listen og ned): Hangzhou, Ningbo, Nanjing, Xi'an, Changchun, Changsha, Taizhou, Tongchuan og Xuzhou.
Både den kinesiske hovedstad Beijing og landets folkerigeste by, Shanghai, var med på sidste års liste, men glimrer ved deres fravær på dette års top-10.
Arbejdet med at lave listen har været i gang siden juni. 14 millioner personer har været med til at give oplysninger om Kinas byer til den 11. årlige liste over landets lykkeligste byer.
Liaowang Dongfang måler på 16 forskellige aspekter i hver by, blandt andet uddannelse, sundhedsvæsen, personlig indkomst, offentlig service, sikkerhed og fremtidsudsigter.