丹麦语安徒生童话之亚麻8

»Nu går jeg lige op i solen!« sagde det inde i flammen, og det var som tusinde stemmer sagde det i én, og flammen slog gennem skorstenen helt ovenud; - og finere end flammen, ganske usynlig for menneskenes øjne, svævede små bitte væsner, lige så mange som der havde været blomster på hørren. De var endnu lettere end flammen, der fødte dem, og da den slukkedes og der kun var tilbage af papiret den sorte aske, dansede de endnu en gang hen over den og hvor de rørte så man deres fodspor, det var de røde gnister: »Børnene gik fra skole og skolemesteren var den sidste!« Det var en fornøjelse at se på, og husets børn stod og sang ved den døde aske:
　　»Snip snap snurre
　　Basselurre!
　　Visen er ude!«
　　Men de små usynlige væsener sagde hver: »Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste!«
　　Men det kunne børnene hverken høre eller forstå, og det skulle de ikke heller, for børn må ikke vide alting.