丹麦语安徒生童话之一个故事9

　　»I dræber ham,« råbte præsten. »Den ulykkelige!« Og idet han forhindrende udstrakte hånden over synderen, ham, som alt her led for hårdt, vekslede scenen om; de fløj gennem rige sale og gennem fattige stuer, vellyst, misundelse, alle dødssynder skred dem forbi, en dommens engel læste deres synd, deres forsvar, det var vel ringe for Gud, men Gud læser hjerterne, han kender alt til hobe, det onde, der kommer indefra og udefra, han, nåden, alkærligheden. Præstens hånd skælvede, han vovede ikke at udstrække den, at rive hår af synderens hoved. Og tårerne strømmede fra hans øjne, som nådens og kærlighedens vande, der slukkede helvedes evige ild.
　　Da galede hanen.
　　»Forbarmende Gud! Du vil give hende den ro i graven, som jeg ikke har kunnet indløse.«
　　»Den har jeg nu,« sagde den døde. »Det var dit hårde ord, din mørke mennesketro om Gud og hans skabninger, der drev mig til dig! Kend menneskene, i selve de onde er der en del af Gud, en del, der vil sejre og slukke helvedes ild.«
　　Og et kys blev trykket på præstens mund, det lyste omkring ham; Guds klare sol skinnede ind i kamret, hvor hans hustru, levende, mild og kærlig, vakte ham af en drøm, sendt fra Gud.