丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆3

　　»Jeg sover hvor jeg kommer,« sagde de to andre, »men vi triller nok fremad!« og så trillede de først på gulvet, før de kom i hyldebøssen, men de kom der. »Vi bringer det videst!«
　　»Ske hvad der må!« sagde den sidste og blev skudt i vejret, og den fløj op mod det gamle bræt under tagkammervinduet, lige ind i en revne, hvor der var mos og blød jord fløj den; og mosset lukkede sig om den; der lå den gemt, men ikke glemt af Vorherre.
　　»Ske hvad der må!« sagde den.
　　Inde på det lille tagkammer boede en fattig kone, der om dagen gik ud at pudse kakkelovne, ja save brænde og gøre svært arbejde, for kræfter havde hun og flittig var hun, men lige fattig blev hun; og hjemme på det lille kammer lå hendes halvvoksne eneste datter, der var så fin og spinkel; et helt år havde hun ligget til sengs og syntes hverken at kunne leve eller dø.
　　»Hun går til sin lille søster!« sagde konen. »Jeg havde de to børn, det var svært nok for mig at sørge for de to, men så delte Vorherre med mig og tog den ene til sig; nu ville jeg nok beholde den anden, jeg har tilbage, men han vil nok ikke have dem skilte ad, og hun går op til sin lille søster!«