丹麦安徒生童话之打火匣13

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end
at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke
silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med
små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det
var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse
hele vejen, hvor prinsessen kom.
Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb
med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så
gerne have været en prins, for at få hende til kone.
Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne
fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med
prinsessen. Om morgenen så da kongen og dronningen nok, hvor
deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i
kachotten.