丹麦安徒生童话之旅伴7

Johannes tænkte på, hvor meget smukt han nu skulle få at se i den store
prægtige verden, og gik længere og længere bort, så langt som han aldrig
før havde været; han kendte slet ikke de byer, han kom igennem, eller de
mennesker, han mødte, nu var han langt ude mellem fremmede.
Den første nat måtte han lægge sig at sove i en høstak på marken,
anden seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han,
kongen kunne ikke have det pænere. Den hele mark med åen, høstak-
ken og så den blå himmel ovenover, var just et smukt sovekammer. Det
grønne græs med de små røde og hvide blomster var gulvtæppe, hyl-
debuskene og de vilde rosenhække var blomsterbuketter, og som
vandfad havde han hele åen med det klare, friske vand, hvor sivene
nejede, og sagde både god aften og god morgen.