丹麦语安徒生童话之野天鹅17

Hun udstødte et højt skrig;
thi uagtet de havde forandret sig meget, vidste hun, at det var dem,
følte, at det måtte være dem; og hun sprang i deres arme, kaldte dem
ved navn og de blev så lyksalige, da de så og kendte deres lillesøster,
der nu var så stor og dejlig. De lo og de græd, og snart havde de
forstået hinanden, hvor ond deres stedmoder havde været imod dem
alle.
»Vi brødre,« sagde den ældste, »flyver som vilde svaner, så længe
solen står på himlen; når den er nede, får vi vor menneskelige skik-
kelse; derfor må vi altid ved solnedgang passe på at have hvile for
foden; for flyver vi da oppe mod skyerne, må vi, som mennesker, styrte
ned i dybet.