Hun spurgte, om det var landet, hun skulle til, men sva-
nerne rystede med hovedet, thi det, hun så, var fatamorganas dejlige,
altid omvekslende skyslot; derind turde intet menneske komme. Elisa
stirrede derpå; da styrtede bjerge, skove og slot sammen, og der stod
tyve stolte kirker, alle hinanden lige, med høje tårne, og spidse vin-
duer. Hun syntes at høre orgelet klinge, men det var havet, hun hørte.
Nu var hun kirkerne ganske nær, da blev disse til en hel flåde, der
sejlede hen under hende; hun så ned, og det var kun havtåge, der jog
hen over vandet. Ja en evig afveksling havde hun for øje, og nu så hun
det virkelige land, hun skulle til; der rejste sig de dejlige blå bjerge,
med cederskove, byer og slotte. Længe før solen gik ned, sad hun på
fjeldet foran en stor hule, der var begroet med fine, grønne slyngplan-
ter; det så ud, som det var broderede tæpper.