丹麦语安徒生童话之野天鹅50

»Nu tør jeg tale!« sagde hun, »jeg er uskyldig!«
Og folket, som så, hvad der var sket, bøjede sig for hende som for
en helgeninde, men hun sank livløs i brødrenes arme, således havde
spænding, angst og smerte virket på hende.
»Ja, uskyldig er hun!« sagde den ældste broder, og nu fortalte han
alt hvad der var sket, og medens han talte, udbredte sig en duft, som
af millioner roser, thi hver brændestykke i bålet havde slået rødder og
skudt grene;