Det var Østenvinden, han var klædt som en kineser.
»Nå, kommer du fra den kant!« sagde moderen, »jeg troede, du
havde været i Paradisets Have.«
»Der flyver jeg først hen i morgen!« sagde Østenvinden, »i morgen
er det hundrede år siden jeg var der! Jeg kommer nu fra Kina, hvor jeg
har danset om Porcelænstårnet, så alle klokkerne klingede. Nede på
gaden fik embedsmændene prygl; bambusrør blev slidt på deres skuld-
re, og det var folk fra den første til den niende grad, de skreg: Mange
tak, min faderlige velgører! Men de mente ikke noget med det, og jeg
ringede med klokkerne og sang tsing, tsang, tsu!«