Snart sejlede Hjalmar gennem skove, snart ligesom igennem store
sale, eller midt igennem en by; han kom også igennem den, hvor hans
barnepige boede, hun, der havde båret ham, da han var en ganske lille
dreng, og havde holdt så meget af ham, og hun nikkede og vinkede og
sang det nydelige lille vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar:
Jeg tænker på dig så mangen stund,
min egen Hjalmar, du søde!
Jeg har jo kysset din lille mund,
din pande, de kinder røde.
Jeg hørte dig sige de første ord,
jeg måtte dig afsked sige.
Vor Herre velsigne dig her på jord,
en engel du er fra hans rige!