»Vil du sejle med lille Hjalmar!« sagde Ole Lukøje, »så kan du i nat
komme til fremmede lande og være her i morgen igen!«
- Og så stod med ét Hjalmar i sine søndagsklæder midt på det
prætige skib, og straks blev vejret velsignet, og det sejlede gennem
gaderne, krydsede om kirken og nu var alt en stor vild sø. De sejlede
så længe, at der ingen land var at øjne mere, og de så en flok storke, de
kom også hjemmefra og ville til de varme lande; den ene stork fløj bag
ved den anden og de havde allerede fløjet så langt, så langt; en af dem
var så træt, at hans vinger næsten ikke kunne bære ham længere, han
var den allersidste i rækken og snart kom han et stort stykke bagefter,
til sidst sank han med udbredte vinger lavere og lavere, han gjorde
endnu et par slag med vingerne, men det hjalp ikke;