»Langt ringere?« sagde boghveden. »Nu vil jeg just se ind i Guds
himmel!« og den gjorde det i overmod og stolthed. Det var, som hele
verden stod i ildslue, således lynede det.
Da det onde vejr siden var forbi, stod blomster og korn i den stille,
rene luft, så forfriskede af regnen, men boghveden var brændt kulsort
i lynet, den var nu en død, unyttig urt på marken.