丹麦语安徒生童话之恋人7

Den var sprunget i skarnfjerdingen, hvor der lå alle slags, kålstokke,
fejeskarn og grus, der var faldet ned fra tagrenden.
»Nu ligger jeg rigtignok godt! Her kan snart forgyldningen gå af
mig! Og hvad er det for nogle prakkere jeg er kommet imellem!« Og
så skævede den til en lang kålstok, der var pillet alt for nær, og til en
underlig rund ting, der så ud som et gammelt æble; men det var intet
æble, det var en gammel bold, der i mange år havde ligget oppe i
tagrenden, og som vandet havde sivet igennem.