»Fortæl! Fortæl!«
»Ja, når der vil komme et eventyr af sig selv, men sådant et er
fornemt, det kommer kun når det selv har lyst -! Stop!« sagde han lige
med et. »Der har vi det! Pas på, nu er der et på tepotten!«
Og den lille dreng så hen til tepotten, låget hævede sig mere og
mere, og hyldeblomsterne kom frem så friske og hvide, de skød store
og lange grene, selv ud af tuden bredte de sig til alle sider og blev
større og større, det var den dejligste hyldebusk, et helt træ, det ragede
ind i sengen og skød gardinerne til side; nej, hvor det blomstrede og
duftede!