så snart de satte sig skrævs over
den, forvandlede sig den blanke knap til et prægtigt vrinskende hoved,
den lange, sorte manke flagrede, fire slanke, stærke ben skød ud; dyret
var stærkt og vældigt; i galop for de rundt om græspletten; hussa! -
»Nu rider vi mange mil bort!« sagde drengen; »vi rider til herregår-
den, hvor vi var i fjor!« og de red og red græspletten rundt; og altid
råbte den lille pige, der, som vi ved, var ingen anden end Hyldemor:
»Nu er vi på landet! Ser du bondens hus med den store bageovn, der
synes som et kæmpestort æg i muren ud mod vejen; hyldetræet hælder
sine grene hen over den, og hanen går og skraber for hønsene, se, hvor
den bryster sig! - Nu er vi ved kirken!