Springgåsen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den
tænkte desto mere og da hofhunden bare snøftede til den, indestod
han for at springgåsen var af god familie; den gamle rådmand, der
havde fået tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste, at
springgåsen var begavet med spådomskraft, man kunne se på ryggen
af den om man fik en mild eller en streng vinter, og det kan man ikke
engang se på ryggen af ham der skriver almanakken.
»Ja, jeg siger nu ikke noget!« sagde den gamle konge. »Men jeg går
nu sådan altid og tænker mit!«