丹麦语安徒生童话之邻居们7

jeg tænker den kommer nok bort, så kan der dog gro et korn. Roser
er kun at se på og at lugte til, eller i det højeste at stikke i hatten.
Hvert år, det ved jeg fra min moder, så falder de af, bondekonen
sylter dem med salt, de får et fransk navn, som jeg ikke kan sige, og
heller ikke bryder mig om; og så lægges de på ilden, når der skal
lugte godt. Se, det er deres levnedsløb, de er bare for øjne og næse.
Nu ved I det!«
Da det blev aften og myggene dansede i den varme luft, hvor sky-
erne var så røde, kom nattergalen og sang for roserne: at det skønne
var som solskinnet i denne verden, og at det skønne levede altid. Men
roserne troede, at nattergalen sang om sig selv og det kunne man jo
også tænke.