丹麦语安徒生童话之邻居们23

Og alle tre spurve ville flyve hen over roser og skorsten, men det var
en flad væg, de fløj imod; det hele var et maleri, et stort, prægtigt
stykke, som maleren havde gjort efter sin lille tegning.
»Pip!« sagde spurvene. »Det er ingenting! Det ser bare ud! Pip!
Det er det skønne! Kan du begribe det, for jeg kan ikke.« Og så fløj de,
for der kom mennesker i stuen.
Nu gik der både år og dag, duerne havde mange gange kurret, for
ikke at sige knurret, de arrige dyr! Gråspurvene havde frosset om
vinteren og levet højt om sommeren; de var alle sammen forlovede
eller gift, eller hvad man nu vil kalde det. Unger havde de, og enhvers
unge var, naturligvis, den kønneste og den klogeste; en fløj her og en
fløj der, og mødtes de, så kendtes de på »pip!« og tre skrab med det
venstre ben. Den ældste af dem, det var nu sådan en gammel en, hun
havde ingen rede og hun havde ingen unger; hun ville så gerne en
gang til en stor by og så fløj hun til København.