丹麦语安徒生童话之瓶颈4

Alle flaskerne blev snart pakket ind, og vor flaske med; da tænkte
den ikke på at ende som flaskehals, tjenende sig op til fugleglas, der
altid er en hæderlig tilværelse, så er man dog noget! Den så først igen
dagslyset, da den med de andre kammerater blev pakket ud i vin-
handlerens kælder og første gang blev skyllet; det var en løjerlig for-
nemmelse. Den lå nu tom og propløs, følte sig så underlig flov, den
savnede noget, men vidste ikke selv, hvad den savnede. Nu blev den
fyldt med en god, herlig vin, den fik prop og blev lakket, der blev
klistret udenpå: »Prima sort«, det var ligesom den havde fået første
eksamenskarakter, men vinen var også god, og flasken var god; er man
ung, er man lyriker! Det sang og klang i den om hvad den slet ikke
kendte; de grønne, solbelyste bjerge, hvor vinen gror, hvor de muntre
piger og lystige svende synger og kysses; jo, det var dejligt at leve! Om
alt det sang og klang det inde i flasken ligesom inde i de unge poeter,
der tit heller ikke kender noget til det.