丹麦语安徒生童话之一点成绩10

»Hvorledes har hun forladt denne verden?« spurgte han, for at tale
om noget, da det kedede ham at stå der og vente.
»Ja, hvordan jeg forlod den, det ved jeg ikke! Syg og dårlig var jeg
jo i de sidste åringer, og så har jeg vel ikke kunnet tåle at krybe ud af
sengen og komme i frost og kulde derudenfor. Det er jo en hård vinter,
men nu har jeg da forvundet det. Det var et par dage blikstille, men
bitterlig koldt, som Deres velærværdighed nok ved; isen havde lagt til
så langt ud i stranden, man kunne øjne; alle folk fra byen tog ud på
isen; der var, hvad de kalder skridtsko-løben og dans, tror jeg, der var
fuld musik og beværtning derude; jeg kunne høre det lige ind, hvor jeg
lå i min fattige stue. Da var det sådan hen mod aftenstid, månen var
oppe, men den var endnu ikke kommet til kræfter, jeg så fra min seng
gennem vinduet helt ud over stranden, og der, lige i kanten af himmel
og hav, kom en underlig hvid sky; jeg lå og så på den, så på den sorte
prik midt i, der blev større og større og så vidste jeg hvad det betød;
jeg er gammel og erfaren, skønt det tegn ser man ikke ofte.