丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦10

Træets krone bevægede sig som om det søgte og savnede, det så
tilbage, og da fornam det duft af skovmærker og snart endnu stærkere
duft af kaprifolier og violer, det troede at kunne høre gøgen svare sig.
Ja, gennem skyerne pippede frem skovens grønne toppe, det så
under sig de andre træer vokse og løfte sig som det; buske og urter
skød højt i vejret; enkelte rev sig løs med rod og fløj hurtigere. Birken
var snarest; som en hvid lynstråle knitrede dens slanke stamme opad,
grenene bølgede som grønne flor og faner; den hele skovnatur, selv
det brunfjedrede rør, voksede med, og fuglene fulgte med og sang, og
på strået, der som et langt, grønt silkebånd løst flagrede og fløj, sad
græshoppen og spillede med vingen på sit skinneben; oldenborrerne
brummede og bierne summede, hver fugl sang med sit næb, alt var
sang og glæde lige ind i himlen.